Falling Awake

Den 25. Maj 2017 havde operaen Falling Awake premiere på Folketeatret. Operaen handler om at være kritisk overfor den fortælling man er en del af. 
 Den unge datter opdager at hendes liv og skæbne på forhånd er bestemt og nedskrevet i librettoen. Det eneste hun kan stille op overfor den autoritære opera, er at nægte at synge med.

Falling Awake er skrevet og komponeret af den prisbelønnede danske komponist Lasse Schwanenflügel Piasecki. Piasecki iscenesætter operaen i samarbejde med scenograf Jannie Rask og koreograf Anne Sofie Trangeled Larsen. Kontratenoren Morten Grove Frandsen, der i 2016 modtog en Reumert for sin rolle i operaen Leaves, synger i Falling Awake overfor sopranen Ellen Kristiansen og børnealten Sara Fusager. Zhang Xin, som er en berømt sanger og teenageidol i Kina, synger rollen som Den kinesiske dreng. Jakob Hultberg, der i 2015 dirigerede Den Kongelige Operas Jubilæumsforestilling Sol Går Op, Sol Går Ned, varetager den musikalske ledelse. Til forestillingen blev det anerkendte ensemble LYDENSKAB udbygget til sinfoniettastørrelse.

Operaen blev produceret af Klang Cph. Avantgarde Music Festival og HEARMYEYES.

Projektet blev støttet af Statens Kunstfond, Aage og Johannes Louis-Hansen Fonden, Augustinus Fonden, Dansk Komponistforening, Aarhus Kulturudvekslingspulje, S.C. Van Fonden, Dansk Kapelmesterforening og Godsbanen, Center for Kunst-og Kulturproduktion.